Prædiken (22. maj 2008)

Friluftsgudstjeneste den 22. maj 2008 kl. 20

Øm Klosterruin (Øm Klosterkirke)

Prædiken
"Vær stille for Herren og vent på ham" (PS 37,7). Amen

Der er noget i gære blandt danskerne. Undersøgelser viser, at det religiøse er kommet i fokus. Efter at det fornuftbetonede og rationelle med videnskaberne som omdrejningspunkt i årtier har bemægtiget sig vores sjæle, er der mange tegn i tiden, der tyder på, at vi tør være religiøse igen, - at vi er i færd med en indrømmelse over for religion, tro og kristendom. Vi opdager, at det religiøse spiller en betydelig rolle for vores liv og det koster sjælen dyrt at kaste vrag på det. Derfor er vi åbne og positive overfor det religiøse, som det bl.a. fremgår af sociologen Peter Gundelachs store undersøgelse over danskernes værdier. Det religiøses betydning er kommet på danskernes dagsorden.

Hurra, burde vi råbe har fra Øm Kloster med dens righoldige tradition, - et sted båret af ånd og religiøsitet, et sted med levende spiritualitet og kristendom som praktisk livsform, kirke både som tænkning og gerning, - et sted hvor Gud er tilværelseshorisonten. Hurra burde vi også råbe i den danske folkekirke. Se at vågn op alle kirkefolk, - lad os stå sammen og forene vores kræfter på at komme den nye situation i møde. Nu skal der arbejdes og gåes i offensiven. Ud med den herskende defensive teologi, som har trukket sig tilbage fra tidsåndens dagsorden og ført kirken og kristendommen på tilbagetog i forhold til danskernes hverdagsliv. Tiden og talen til menneskesjælen kræver i disse år en anden forkyndelse. For det åndelige klima forandrer sig fra religionskritik og ligegyldighed til interesse for Gud, som titlen på en bog fra Århus Universitet frejdigt proklamerer; - interesse for Gud. Danskeren i dag indrømmer tøvende, at det religiøse er vigtigt for at være menneske.

Kirken har en 1000-årig tradition som bærer af religiøsitet, og set herfra munkenes kirke ved vi godt, at det er vigtigt for et menneske at have religion med i livshorionten. Det gør en kæmpe forskel. For vores kristendom åbner tilværelsen op, ja vi kan i den vokse som menneske, vokse som menneske sammen med andre. Kristendom er vækstens sted og hver søndag holder vi gudstjeneste for menighedens vækst, som Grundtvig udtrykker det. I kirken hører religiøsitet, Gud og menighed sammen. Vi melder os derfor klar til en ny folkelig bevidsthed angående det religiøse. Vi er funderet i en lang tradition. Vi er står her i en 750 år gammel Øm Klosterkirke og melder os klar.
Nu er der bare et lille problem ved den nye voksende religiøsitet. Den vil ikke have til huse i traditionens rum, den vil ikke hvile i menighed og sammenhæng. Antallet af kirkegængere er på landplan ikke markant stigende, og det er antallet af kirkelige handlinger heller ikke på trods af Peter Gundelach store undersøgelse, som viser, at danskerne tillægger det religiøse stor værdi. Hvad der derimod vokser, det er en individuel religiøs livspraksis. Og det er meget sigende. For nutidens religiøsitet er først og fremmest en individuel religiøsitet, som har det enkelte menneske i højsædet, ikke menigheden. Det afgørende for nutidens religiøsitet er oplevelsen, vel at mærke min egen oplevelse. Det er blevet sagt om den nye religiøsitet, at den bærer præg af forbrugermentalitet. Det religiøse skal kunne bøjes efter individuelle ønsker og behov, det skal kunne profilere livsstil, lykke og slukke begæret efter følelsen af wellness. Og måske er det sandt, at det religiøse er indrullet i tidens trend, der handler om at komme i god form. Vær sund, slank og kropslig kontrolleret, lyder det til os fra alle sider. Spis altid fedtfri mad og forbliv på alle måder ung. Keep young and keep smiling. Vær religiøs på din helt egen måde, få religiøse oplevelser for at vise og markere hvem du er. Måske er religion i dag på vej til at blive et spørgsmål om stil, et spørgsmål om at finde min egen personlige livsstil. Det handler ikke om Gud og eksistensforhold, men om stil og form.

Lektor Johannes Nørregaard Frandsen fra Syddansk Universitet har i en artikel sat den voksende religiøsistet i forhold til Peter Pan-fortællingen. Vi vil så gerne være som Peter Pan, der nægter at blive voksen. "Jeg vil ikke være et voksent og modent menneske, derfor flytter jeg hjemmefra", siger Peter Pan. Herpå flygter han til ønskeøen, hvor der findes evig ungdom, eventyr og intet ansvar, ingen krav og pligter. Her kan Peter frit udfolde sig selv, profilere sin egen livsstil. Og derfor smiler han også så meget, ja, Peter smiler hele tiden: Keep young and keep smiling. Livet skal være mit eget eventyr fuld af ekstraordinære oplevelser. Og kniber det, kalder jeg på klokkeblomst, som drysser lidt tryllestøv eller medicin på, og så flyver vi af sted med Ryanair langt over jordens forpligtelser, langt væk fra tidens gang, som giver rynker og skrammer. Nej, livet på jorden er ikke noget for Peter, han risikerer jo at blive fed, skaldet og gammel. Lad mig hellere blive leve i overhalingsbanen, speederen skal i bund, farten må sættes op til 130 km i timen, - jeg må af sted til ønskeøen. Der er billig billetter på nettet, og ønskeøen har mange destinationer. Der er altid en ukendt lufthavn.

Jeg ved ikke, om kulturforskeren Johannes Nørregaard Frandsen har ret i, at vi lever som Peter Pan på vej til ønskeøen, at den nye religiøsitet er præget af forbrugermentalitet og er en livsstilsmarkør uden dybere klangbund. Men jeg ved til gengæld, at kirken rummer svar på nutidens religiøse søgen, som går helt andre veje; - veje, hvor åndelighed og fællesskab går sammen hånd i hånd, - veje, hvor religiøsitet og det at være et voksent, ansvarsbevidst og modent menneske hører sammen, - veje, hvor Gud og ikke mennesket selv i afgørende forstand åbner livet op, - veje, hvor det er eksistensen på jorden sammen med de andre det handler om og ikke en pubertetsagtig forestilling om mig selv på ønskeøen, mennesket i en flyver på vej mod nye oplevelser, - veje, hvor tilværelsen er ærlig, og vi ikke hele tiden skal være menneske på en navlepillende ungdomskulturs betingelser: Keep young og keep smiling. Stående i Øm Klosterkirke på 750 års kirkehistorie og kristne livsfortolkninger er den religiøse tro så langt fra Peter Pans ønskeø, som man overhovedet kan komme.

Jeg har denne majaften i Øm Klosterkirke valgt en enkelt sætning fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente, - en sætning munkene levede efter og utvivlsomt nikker genkende til fra gravene og himlen, eller hvor de nu er:
"Vær stille for Herren og vent på ham" (PS. 37,7).
Stilheden og tålmodigheden stråler ud sætningen: "Vær stille for Herren og vent på ham". Det er dybt provokerende ord for nutidsmennesker, alle os som lever med oplevelsesnarkomanien ryggen. Vi får at vide, at vi ikke skal være oplevelsesjunkier på vej til et nyt fiks, at vi ikke skal gøre noget, præsterer noget, udrette noget, arbejde, forbedre vores CV, blive dygtigere og bedre. Tværtimod skal vi turde være stille for Gud, - turde vende vores liv og hele eksistens med Gud. Det er, hvad det vil sige at være religiøs: Indrømme at Gud og livet er større end én selv, at der en guddommelig magt til stede i det der er til; - en magt som kan gøre et menneske ærbødig, et magt som gør os ydmyge over for det at få lov til at leve, - en magt som giver en følelse af at være afhængig af noget større, - afhængig af andre mennesker, naturen, himmel, jord, tid, rum, - ja afhængig af Gud. Og i den afhængighed præsenterer livet og andre mennesker sig på en helt anden måde end Peter Pan-livsstilen.

Den danske teolog K.E. Løgstrup, som er en tænker af internationalt format og på vej til at blive ligeså stor i udlandet som Kierkegaard, om ikke større, peger på sansningen, som det der åbner et menneskes religiøsitet. I sansningen kommer der noget større til os, - der møder vi skønheden og storheden, der mærker vi et nærvær og en dybde som kan gøre os religiøse. For sansning er ikke noget vi selv præsterer, men noget vi får givet. Der står en magt bag sansningen, og Løgstrup siger, at nærværet i sansningen tyder på, Gud står bag sansningens suverænitet i forhold til mennesket.

Munkene har på Øm indrømmede hele livet, ja hele døgnet deres afhængighed af alt det, som var større end dem. De stod op før solen, var stille i bøn, ydmyge og ærbødige for livet og Herren. Nutidsmennesket i dag har meget at lære af munkene. Måske udgør de en direkte nødvendig korrektion af vores hyper-tempo-fyldte livsmåde, hvor hjertet er ensomt og længes efter nærvær, ægte samtale. Vi er videnstunge og dygtige mennesker, men også mennesker som kæmper med åndløshed og famlende rækker ud efter et fast fundament at leve på. Lad os gøre som munkene: "Vær stille for Herren og vent på ham".