Artikel fra "Aktuelt i Gl. Rye"

Hvorfor har I sko på i kirken?
om den lille hellighed og den religiøse erfarings troværdighed

Øvelser i at tage skoene af
- at nærme sig det hellige.

”Du er præst, ikk – så sig mig lige, hvorfor I har sko på i kirken? Hvorfor træder I på det hellige, - betyder Gud og kirken slet ikke noget for jer?”

Det spørgsmål fl øj over disken i et af de lokale pizzeriaer denne sommer og spørgsmålet udviklede sig til et besøg i kirken med en samtale centreret om hellighed i dag, eller rettere en samtale om sko og hellighed. Manden, som var på besøg i Sct. Sørens kirke, sagde omtrent sådan: ”I kirken erfarer jeg livet som noget helligt. Herinde oplever jeg grebethed, ydmyghed, bæven og taknemlighed. Herinde bliver mit liv taget alvorligt. Derfor tager jeg altid skoene af, før jeg går ind i kirken”. Jeg husker ikke hele samtalen, men det var påfaldende, at den religiøse erfaring stod i centrum. Det hellige var en fast realitet i hans liv. Og for det hellige må skoene af.

I den teologiske tradition findes der flere spændende og udfordrende tolkninger af menneskets omgang med det hellige, billedligt talt beskrivelser der vil få os til at tage skoene af.

Friedrich Schleiermacher (1768- 1834) taler eksempelvis om, at der hos mennesket fi ndes ”en følelse af absolut afhængighed” af noget andet og større, dvs. en følelse af absolut afhængig af Gud. Senere melder Rudolf Otto (1869-1937), at han af grunde der ikke skal udfoldes her, gerne vil give det hellige en anden betegnelse. Han kalder derfor det hellige for ”det numinøse”, og siger, at ”det numinøse” på engang virker skræmmende og dragende på mennesket. At erfare livet er helligt fremkalder en bæven, skælven og frygt for ”det helt Andet” (Gud), men det fascinerer og tiltrækker også et menneske. Også Mircea Eliade (født 1907) viser det helliges betydning for menneskelivet gennem en beskrivelse af, hvad han kalder ”homo religiosus” (det religiøse menneske).

Jeg nævner i denne sammenhæng Schleiermacher, Otto og Eliade som eksempler på, at den teologiske tradition indeholder meget interessante øvelser i menneskers omgang med det hellige. Det er øvelser, som hver for sig peger på, at mennesker er dybt religiøse, hvad enten vi går i kirke eller ej. Alle tre tænkere pointerer, at det at være religiøs er en naturlig del af tilværelsen. Den religiøse erfaring hører livet til. Derfor er der også god grund til at tage skoene af for det hellige.

Den lille hellighed 2009 – ”nul, jeg beholder mine sko på”

Men hvad med os, som lever i dag? Kan det virkeligt passe, at mennesket anno 2009 er dybt religiøst og bærer på livserfaringer, som åbner op for det hellige?

Der er masser af tegn i tiden, som tyder på, at vi er stadigvæk er dybt religiøse. I diverse ugeblade og aviser har det nyreligiøse marked kronede dage. Bøger af forskellig religiøs observans og indhold sælger godt. Musik, som rører ved hjertes længsel efter åndelighed, er i vælten, hvad enten det er new agemusik eller den seneste stressless-cd fra ugens reklameindslag. Religion er i dag blevet til oplevelse frem for viden og lære (dogme).

Forholdet til religionen afhænger af ens religiøse oplevelser. Man køber ikke længere den store hellighedspakke af kirken med alt hvad dertil hører, men opbygger i stedet for sine egne private og ”små helligheder”. Når nutidens mennesker udfolder deres religiøsitet, sker det på den lille helligheds betingelser. Vejen til det hellige går indad: Du kan kun stole på dine egne religiøse oplevelser og erfaringer. Individualismen har også slået sig på helligheden og det religiøse. Det siger næsten sig selv, at det er svært at være kirke på de betingelser, dvs. når folk i stigende grad selv vælger at sammensætte sin egen lille private hellighed frem for at overtage kirkens store hellighed. Men måske er den lille hellighed en chance for kirken til at komme i dialog. I forhold til den lille helligheds åbning mod det religiøse har kirken meget at tilbyde. Det gælder om teologisk som kirkeligt at mobilisere en vedkommende kristen tale og form til den religiøse erfaring. Det er opgaven i de kommende år: At tale til menneskets religiøse erfaring, at tage den lille hellighed alvorlig.

Men hvad er den lille hellighed? Måske man kan sige, at den lille hellighed er alt, hvad der tjener til at modvirke og bryde det alt for banale i et menneskes liv. Det er de omstændigheder, der vækker en ”oplevelse”, ”følelse” eller ”fornemmelse” af noget større end mennesket selv. Den udløsende omstændighed kan være meget forskellig: Når man f.eks. fornemmer noget ”Andet” til stede i den sarte skønhed ved en blomst, en sommerfugl, et snefnug eller i det storladne ved et bjerg, en solopgang, når man rammes af noget man har hørt eller læst, når man overværer en fødsel, lever tæt sammen med et andet menneske og erfarer kærlighedens mange ansigter, samværet med familiemedlemmer og venner, når en fremmed gør noget helt igennem godt, man hører om en uselvisk og modig handling, måske mærker en god gudstjenestes fællesskab osv..

Dette er blot nogle få eksempler på, hvad der kan vække det religiøse i det vi gør som mennesker. Tendensen i eksemplerne er den samme: Det hellige åbnes gennem oplevelsen af personlige erfaringer. Sådan er det åbenbart for det nutidige vestlige menneske, som beholder skoene på for det hellige.

Den religiøse erfarings troværdighed

Uden for Danmarks grænser har spørgsmålet om den religiøse erfarings status i menneskeliv og religion de seneste 20 år optaget en række fremtrædende teologer og religionsfi losoffer i såvel England som USA. Disse tænkere har taget skoene af for det hellige, idet de vil vise, at det er fuldt ud troværdigt for et nutidigt menneske at tro på Gud. De tænker helt anderledes end vi er vant til og lært i skolen.

Og hvad nu, hvis der ikke er grund til irritation over troen? Hvad nu, hvis det er lige så fornuftigt at tro på Gud ud fra religiøse erfaringer, som det er at stole på alle de andre erfaringer, vi gør os i livet. Det er faktisk, hvad Richard Swinburne (engelsk professor i religionsfi losofi ved universitet i Oxford) hævder: Religiøse erfaringer kan opfattes og må vurderes på linje med det vi erfarer gennem vores sanser. Det er lige så troværdigt at tro på Gud, som at have tillid til det vores sanser fortæller om livet, fremfører Richard Swinburne.

Almindeligvis stoler vi på vores sanser. Vi handler og tænker ud fra, at det, som træder frem for sanserne, det kan vi fæste lid til. Når vi ser mad, handler vi ud fra det vi ser; - at det virkelig er mad og ikke et synsbedrag. Nu er det tid til at spise. Tilsvarende stoler vi på synet. Når vi ser en bil komme kørende faretruende imod os, skynder vi os væk. På den måde bygger vi hele vores liv på tillid til det sanserne fortæller os. Vi stoler på det, vi oplever, med mindre der er vigtige grunde til andet. Indbygget i vores erfaring er der et troværdighedsprincip, som vi lever af og lever ud fra. Uden det troværdighedsprincip vil vores liv falde sammen som et korthus. Og til det siger så Richard Swinburne: Troværdighedsprincippet gælder også for menneskets religiøse erfaringer. Det er derfor dybt fornuftigt at tro på Gud på baggrund af religiøse erfaringer. Det er lige så troværdigt som at stole på sanserne.

Richard Swinburnes argumentation for den religiøse erfarings troværdighed skal ikke udfoldes her, men blot nævnes som et eksempel på, at der er grund til at tage menneskets religiøse erfaring alvorligt både teologisk og måske navnlig kirkeligt.

Hvem løsner den første sko?

Det er på tide, at vi i kirken tager menneskets religiøsitet alvorlig, tager hjertets længsel efter åndelighed og den lille hellighed alvorlig. Mennesker venter ikke længere på Godot, hvad angår dets religiøsitet og tro. De går andre steder hen, derhen hvor den religiøse erfaring er i fokus og det er i orden også at tale om religion som oplevelse og livsform/livsmåde, derhen hvor kirken ikke kun er lære og musik, derhen hvor ord har nutidigt udtryk og relevans. Vores udfordring i kirken er derfor at tage skoene af: At komme med ordentlige og gedigne bud på den lille hellighed og den religiøse erfaring. Vi må på alle fronter arbejde med at tage skoene af i stedet for hele tiden at fokusere på den sten, som er i vejen. Det er en fælles opgave at gøre kirkens anliggende og sag vedkommende. Hvem løsner den første sko? Lad os gøre den religiøse erfaring og lille hellighedgældende i Gl. Rye.

Henrik Lund