Båltale 2008

Dansk af havet

Eller: Er danskheden gået op i røg?

Sankt Hans 2008, Møllen, Gl. Rye

Sankt Hans aften har vi tradition for at besynge danskheden og det nationale. Vi istemmer Drachmanns midsommervise: "Vi elsker vores land", og med Drachmanns ord kranser vi Danmark, hylder mark, skov og strand for til sidst at tænde et bål på fædrenes gravhøje. I aften skal det nationale prises. Men spørgsmålet er, om vi ikke har glemt, hvad det er at være dansk. Hvad er det for en danskhed, vi elsker så højt? Når vi om lidt brænder heksen på bålet, tror jeg ikke, vi tænker nærmere over, at det er vores egen højt besungne danskhed, der hyggeligt går op i røg. Heksen, der futter af, er såmænd vores egen historiske glemsomhed. I tidligere generationer har vi som en søfartsnation defineret danskhed gennem vandets og havets historie. Dansk blev vi gennem mod og nysgerrig åbenhed til søs, at være dansk var at drage ud på havet. Hverken storm, ukendte kyster, andre folkeslag, mærkelige livsmåder eller fremmedartet tænkning kunne kyse os og få os til at blive hjemme. Vi lettede frejdigt anker og satte sejl ved højlys dag, og det ikke bare for at fiske i eget vand, men for at møde nye horisonter. Havet gjorde os danske. De seneste år er situationen imidlertid blevet en radikal anden. For nu definerer vi ikke danskheden med havets, men i stedet med globaliseringens briller. Og fordi hele verden via medierne vælter ind i hoved og hjem, er vi begyndt at frygte for det nationale. Vi er bange for, at danskheden skal forsvinde og overvindes af globale kræfter. Vores selvforståelse og vores trygge velkendte hjem er under forandring, og det kan vi ikke lide. Vi kigger stadigt nysgerrigt på verden, rejser da også hyppigt ud ligesom vore søfarende forfædre, men vi er begyndt at lukke døren eftertrykkeligt i efter os, passe på hvad og hvem der kommer ind, vi er blevet mistænksomme. Vores mentalitet bærer i modsætning til tidligere præg af en markant tendens til at skue indad og holde fast i det vi kender. Når vi alligevel ikke kan overskue situationen, er det trygt at gå op i shopping og forbrug. Vi går mest op i de indre anliggender, hjemmet og boligen hitter som aldrig før. Vi bruger tiden på at blive pæne borgere, opdrager vores unger i en pænhedskultur. Det vigtigste er at få sig en god livsstil, indrette sig, vælge økologiske produkter, leve sundt og fedtfattigt, ikke at vække anstød og skylde nogen noget. Sådan er det at være dansker i globaliseringens tid. Det mentale blik kigger i stigende grad indad og nedad. Jo mere verden åbner sig, desto mere går vi op i det nære og hjemlige, desto mere kravler vi ind i os selv. Måske bør vi stoppe op denne Sankt Hans aften. I hver fald vil jeg tale for, at vi, der med Drachmann "elsker vort land", igen skal lære at være dansk af havet. Lad os tage et mentalhistorisk tilbageblik. Hvad er det at være dansk? Hvad mente de gamle slægter?

Dansk af havet: Mod, åbenhed og kamp

Det er påfaldende, hvordan vi i de seneste års heftige diskussion om danskhed har fortrængt mere end 1000 års mentalitetshistorie. At vi er en søfartsnation båret af en stolt historisk linie fra vikingetidens togter over søkongen Christian den 4, Tordenskiold og Niels Juel til nutiden, hvor handelsflådens skibe sejler overalt i verden, præger ikke længere debatten om det nationale. Og det skønt dansk kultur- og mentalitetshistorie er blevet dannet og formet, netop fordi modige mænd tog ud på havet og kvinder arbejdede hårdt derhjemme for jord, sprog, børn og de fælles værdier. Vikingerne satte for 1000 år siden sejl mod fremmede himmelstrøg og kyster. De fulgte kanalerne ned gennem Europa, og de tog kampen op, hvor de kom frem, dukkede sig ikke nogen eller noget. Hele Norden og England blev dansk under de sejlende vikinger. Det nationale havde en fuldkommen anden klangbund end i dag. Fortæl mig om noget nyt, og jeg drager fluks af sted. Jeg er ikke bange for noget som helst. Bare kom an. Jeg har mod på fremmede horisonter og tør sagtens sætte min danskhed i bevægelse, i spil. Gør skibet klar! Siden vikingerne satte en perlerække af danske søkonger sig på tronen, da ikke mindst Christian den 4., der som dreng lærte at sejle på Skanderborg sø, og siden betragtede ethvert hav som sit. I vores fædrelandssang "Kong Kristian stod ved højen mast i røg og damp" skildrer Johannes Ewald, hvordan Christian den 4. går i kamp for Danmark, så andres hjelm og hjerne brister. Og videre i sangen digter han om søhelten Niels Juel, der gang på gang bankede svenskerne i Øresund. Særlig berømt er slaget ved Køgebugt den 1. juli i 1677, hvor svenskerne stillede med en flåde, som var langt større end de danske skibe og kanoner. Men Niels Juel rettede ikke blikket indad og nedad. Han blev ikke hjemme for at indrette huset og spørge konen, hvor hun syntes, at skabet skulle stå og hvilke bukser han måtte gå i for at have den rette livsstil. Nej, Niels Juel tog kampen op, lokkede svenskerne ind på lavt vand, så flåden gik på grund, - og så nedkæmpede han med stort overblik den svenske flåde. Og jeg må denne Sankt Hans aften, hvor danskheden er i centrum, også nævne søhelten Peter Tordenskiold, som listigt stillede sine få "Tordenskiolds soldater" op på række ved Marstrand, så modstanderne troede, at danskerne var mange flere end de var, hvorefter de overgav sig til Tordenskiold, skønt de var mere end dobbelt så mange mænd. Tordenskiold blev heller ikke hjemme og anlagde haven eller satte samtalekøkken op. Han var et roterende kuglelyn, der ikke satte sin frihed og sjæl til salg for noget som helst. Han var dansker af søen. Senest har den nulevende forfatter Carsten Jensen i sin mesterlige roman "Vi, de druknede" vist, at danskhedens sjæl er rundet af havet. "Vi, de druknede" fremstiller tilværelsen for 4 generationer af søfolk i perioden 1848- 1945, og den minder os alle om, at vi stadigvæk lever og bor i en søfartsnation. Det er måske ikke så synligt og tydeligt her i Gl. Ryes blide og bakkede sø-landskab, men det bør alligevel præge vores nationale selvforståelse. For som søfartsnation er vi ikke et lille puslingeland, der sødt hygger os i det høje nord, mens vi vikler os ind i en selvopfattelse, hvor vi synes, at vi både er bedre og klogere end mennesker andre steder i verden. Havet er fuld af længsel mod fjerne horisonter, mødet med nye indsigter, kamp for at få det bedste fra andre kulturer og livsmåder med hjem, så det kan udvikle og styrke det danske. Vore forfædre af søen havde aldrig nok i sig selv. De levede konstant på en vilje til opgør og kamp; - vilje til at klare sig gennem bølger og storme, kamp med det fremmede derude, hinanden ombord og dem derhjemme, opgør med egne lyse og mørke sider. De var danskere af havet og søen. Intet kunne holde dem hjemme. Med tov, træ, tjære og bølgegang forblev de danske ved hele tiden at turde forandre, møde nye ideer i det ukendte og fremmede. De besad et mentalt overskud, og de troede aldrig, at deres værdier, land og levevis var i fare. Og når de hejste det danske flag, var det ikke for at sætte sig til rette med kolonihave- mentalitet, snitter og blødt brød til kaffen. De gjorde alvor af H. C. Andersens ord fra "I Danmark er jeg født", ordene om at "give Danmark fremtid, som landet gav dig minder". Fremtiden er vigtigere end minderne. Derfor stod de til søs. Og enhver, som denne sommer besøger kystbyer, købstæder eller vores hovedstad, kan overalt se og høre, hvor meget de fi k med hjem af arkitektur, sprog, ideer, teknologi, viden, kunnen osv.. De turde, og derfor blev Danmark til.

Dansk af globaliseringsfrygt og mediebekymring

I globaliseringens tidsalder står vi med en masse nye udfordringer og opgaver, som tidligere slægter og generationer ikke har kendt. Vi kan alle mærke, og ikke mindst kan vi se i medierne, den aktuelle debat og politiske situation, at vores nationale selvforståelse er under voldsomt pres. Vi frygter for, at det danske er truet; at vores modersmål drukner i engelsk-amerikansk-sprogede kommunikationsmåder, at Østen og Kina bliver stærkere end os og med et enormt volume hastigt bruger jordens tilbageværende ressourcer, at muslimerne erobrer og ødelægger samfundet osv.. Vores daglige kamp står mellem frygt og mod. Skal vi frygte det fremmede og nye, lukke os snævert om det nationale, holde afstand til de andre og måske indtage en bedrevidende positur, kigge indad og nedad? Den vej vil nogle have os til at gå, og de fodrer os med skræmte ord og mistænkeliggørelse, - ja, nogle lever fedt af i medierne at fodre den historiske glemsel og indre svinehund. Nogle gør det sågar ved at kæde det nationale sammen med kristendommen, så kristendom reduceres til en national ideologi i stedet for at være en global og åben religion. Den slags er der åbenbart masser af stemmer i, man kommer let til orde, og det er også langt den letteste vej at gå. Men konsekvensen er, at det er vores gamle stolte danskhed, som vi forråder og futter af på bålet i aften. Så er vi nemlig ikke længere danskere af havet og søen, men danskere af frygt og mistænkeliggørelse. Så rejser vi ikke længere ud med de søfarendes vovemod og åbenhed over for det nye og fremmede parate til at udvikle og forandre vores selvforståelse, klar til at blive klogere på liv, kultur, sprog, religion. Som danskere af frygt og mistænksomhed rejser vi i stedet som stejle turister, der mest vil adspredes og opleve nydelsen ved at få ret: Vi har det meget bedre end dem, det er os, som er de rigtige, vi er de lykkelige og succesfyldte. Så lad os blive ved med at kigge indad og nedad. Og med det blik på livet, er det ligegyldigt, hvor vi rejser hen i verden, for vi ser intet nyt alligevel, lærer ingenting, - er bare optaget af os selv og vores egen fortræffelighed. Og den slags er der ikke megen fremtid i.

"Som en rejselysten flåde"

Efter Drachmanns midsommervise burde vi denne sankt aften synge Helge Rodes sang om at være dansk af havet. Vi burde synge "Som en rejselysten flåde", fordi vi igen skal være danskere af havet: Mænd og kvinder med vovemod, danskere med et fast og sikkert blik ud mod verden, mennesker præget af åbenhed over for nye horisonter. Lad os smide frygten, mistænkeliggørelsen og småligheden overbord, og lad os sætte stolte danske sejl i globaliseringen. Lad os gøre som vikingerne, søkongen Christian den 4, søheltene Niels Juel og Tordenskiold, huske på vi er en søfartsnation, ranke rygge og drage ud i fremtiden for at udvikle og forandre det land vi elsker. Friværdi, smukke hjem, forbrug og shopping er ikke den eneste fortælling om nutidig danskhed. Vores ånd og mentalitet er gennem generationer og slægter båret af havet. Så lad os være søhelte igen, vise vilje til opgør. Lad os være ægte danske.
.

Henrik Lund