Det sker
  Kirken
  Kristendom i dag
  Sogn
  Kontakt / Info

Gl. Rye Sogn
Sct. Sørens Kirke

  Teologisk værksted

    Prædikener
    Artikler
      August 2007
      Oktober 2006

    Salmevalg

  Konfirmander

  Minikonfirmander

  Sjælesorg/samtale

  Bøn

Artikel fra "Aktuelt i Gl. Rye"

Sårbarhed til glæde

Min krop er mit tempel

Tidens løsen hedder krop. Kroppen er rykket i centrum. Hvor menneskets bevidsthed, erkendelse og åndsliv tidligere var fremherskende, er kroppen nu trådt frem som det dominerende. I de senere år er kroppen ligefrem blevet gjort til repræsentant for et lykkeligt liv. Tendensen i livsstilsmagasinerne, dame- og herrebladene er, at vi som mennesker i dag kendes på kroppen frem for noget som helst andet.

At kroppen er tidens løsen er tydeligt næsten overalt. Vi iscenesætter os gennem vores krop, kendes på ringene i øre, næse, navle, læber og andre steder, kendes på hudens tatoveringer, hårets farver, en individuel tøjstil, brillernes signalværdi, svulmende muskler, larmende sminke, stærke parfumer og meget andet i samme dur. Og er der noget, vi er utilfreds med, benytter vi gør-det-selvtrenden og anvender silikone fra byggemarkedet de steder, hvor kroppen trænger til ombygning eller udvidelser. For min krop er fortællingen om mit liv: Se mig og kend mig. Med til fortællingen hører en livsstil fuld af bevægelse. Det handler om at være i form. Vi skal løbe, være fit, klatre opad de højeste steder, dykke ned i det dybeste, springe i elastik over kløfter, bogstaveligt lade kroppen flyve højt mod nye steder, og hvor end vi færdes, bruger vi helst frilufttøj, også selvom vi sidder på kontoret, er på cafe eller indkøb. Kroppen skal udsende signaler om at være vant til bevægelse, og de bedste signaler kommer fra den, som ser ud til at være i kontrol over det kropslige: Jeg har den rigtige vægt med smukke proportioner. Selv børn opsøger jævnligt lægen for at kende deres BMI, fordi deres største frygt er, at kroppen ikke er acceptabel. De vil vide, om de lever op til tidens livsideal, og dertil kræves et godt BMI. Hvordan de er som menneske, og hvordan de lever indeni, det er ikke så afgørende. Kropskontrol er det vigtige. For at lykkes skal man beherske kroppen, og udtrykke sig kropsligt på en individuel måde. Min krop er mit tempel.

Den sårbare krop

Det er ofte blevet sagt om kristendommen, at den nedskriver kødets og kroppens betydning for det at være menne ske. Kødet er beskidt, og i kroppen bor det syndige i mennesket. Kristendom sætter det åndelige i centrum på bekostning af kroppen, hævdes det. Og forholder det sig sådan, står kristendommen med svære problemer over for den dyrkelse af kroppen, som findes i nutiden lige fra medierne til de tunge fi losoffer. Men den forestilling om kristendommen er grundforkert, i hvert fald hvis vi holder os til kristendommens kilde; Det Nye Testamente. Jesus ved godt, at livet er kropsligt. Hans liv er netop fortællingen om Gud, som bliver kød og tager bolig blandt mennesker. Han træder ind i kropsligheden og alle kroppens ytringer. Altså nedskriver kristendommen ikke kødet. Tilværelsen bestemmes ikke som en ren åndelig affære. Om nogen har Jesus været krop. Han er født af et kvindeskød, har stået ansigt til ansigt med mennesker, spist og drukket, hørt på den anden og talt til den anden, rørt ved og rakt ud efter andre mennesker. Hans historie er også kroppens historie. Men det er på en ganske anden måde end i dag. For det er ikke kropsdyrkelsen, at iscenesætte sig selv gennem kroppen, der har Jesu opmærksomhed. Det har derimod kroppen som sårbarhed og glæde.

Tilværelsen er kropslig. Det siger kristendommen naturligvis. Men modsat vor tids kropsdyrkelse, vor besættelse af skønhed i det ydre og ønsket om at have kontrol over kødet, ved Jesus, at vi er sårbare mennesker. Og vores sårbarhed er i høj grad kropslig. Det er som krop, vi rammes af sygdom. De sårende ord gør ondt i maven og giver søvnbesvær. Angsten og frygten kan sætte kroppen helt i stå. Når vi oplever en kæmpe sorg, mærker vi det først og sidst fysisk. Før vi overhovedet har sagt noget, kan det ses i ansigtet, hvordan vi har det, hvordan vi savner. Vores omfattende og stærkt stigende medicinforbrug for at vi kan være til i kroppen, taler sit eget tydelige sprog om, at vi er sårbar krop, og det forhold tager Jesus alvorligt. Han vælger at blive sårbar krop ligesom os, vælger at møde os når vi er skrøbelige, små og bange. Og skønt selv er ung og stærk, overgiver han sig fuldstændigt til sårbarheden, udsætter sig for spyt, hån, slag, pisk og vold mod kroppen. Af kærlighed tømmer sig for alt liv og på korset hænger en død udstillet krop. Og det sker af en eneste grund. Han vil plante noget usårligt i sårbarheden. Det usårlige er fortællingen om kroppens oprejsning, - liv i den skrøbelige og til sidst døde krop. Glæden og det levende i kroppen skal være størst. Derfor var Jesus, som han var, og derfor gik det ham, som det gjorde; - sårbar krop til glæde.

Krop til krop

Sårbarhed til glæde. Det er kristendommens syn på kroppen. Sådan møder Jesus ethvert menneske på sin vej: Den spedalske, den lamme, den blinde, den dæmonbesatte, skøgen, måltidet med toldere og syndere osv.. Krop møder krop, sårbarhed bliver til glæde. Og sådan er det ikke alene, når det er Jesu ansigt som står over for et andet menneskes ansigt. Det gælder også, når vi står krop til krop. For det er som krop, at vi mennesker kan nå hinanden; hænderne som rækker ud efter kærtegn, ansigtet der smiler imødekommende, øjnene som lyser af medfølelse eller af lyst til livet sammen med én, den varme hud og fingrene der inviterer til nærhed, nattens favn osv.. Som krop kan vi nå hinanden, - leve sammen, mærke, føle og sanse. Midt i sårbarheden bor der en livsvigtig styrke. En styrke der hedder samvær, kærlighed og kroppenes indbyrdes tilgivelse. Kristendommen kan tydeligvis sige noget ind i vores nutidige kropskultur, hvor min krop er fortællingen om mit liv. Nej, siger kristendommen. Det er krop over for krop, sårbarhed til glæde.

Henrik Lund