Det
sker
Kirken
Kristendom i dag
Sogn
Kontakt
/ Info
Gl.
Rye Sogn
Sct. Sørens Kirke
Teologisk værksted
Prædikener
Artikler
August
2007
Oktober 2006
Salmevalg
Artikel fra "Aktuelt i Gl. Rye
Rundt i det indre landskab
Æselrytteren og advent
Et menneske er meget større indeni end udenpå. Den opdagelse er vi sikkert mange, der har gjort. Den menneskelige storhed bor mere i det indre end i det ydre, og personlig udstråling er vigtigere end udseendet. Når vi møder et andet menneske, indfanges vi nok af udseendet, men det varer ikke længe inden en brændende nysgerrighed driver spørgsmål frem. Vi må finde ud af, hvad der bor i den andens indre.
I ethvert menneske findes et stort landskab, som hverken har kropsgrænser eller hudgrænser. Det er et landskab med store flader af barndom og ungdom, steder, situationer, begivenheder, men også et landskab af viden, fornuft, følelser, oplevelser og erfaringer, - en storhed af levet liv. Vi bærer det alt sammen med os, og på et øjeblik kan vi tage tilbage i det indre og være dér igen, på besøg i det indvortes landskab.
De bølgende marker
Indeni findes alle dem, vi er glade for. At elske et menneske er at gøre rum til ham eller hende i det indvendige landskab. Når vi elsker, udvider landskabet sig og giver plads til den elskede i vore drømme og håb, de ønsker vi har for at leve. Dem vi holder af findes ikke kun udenfor os. De er ikke på afstand, noget vi kan kaste fra os ligesom vi smider vores tøj i vasketøjskurven, når vi ikke kan bruge det længere. Nej, den vi holder af, er så nær, at vedkommende kryber helt ind i os, tager bolig i vort indre uden vi kan gøre fra eller til. Hvad enten han eller hun sidder lige over for os eller er langt borte, er det menneske snublende nær, med overalt hvor vi er. Har man oplevet det, ved man godt, hvor fantastisk det er at være forbundet på den måde; at tage bolig i hinandens indre landskab. Det er mirakuløst, et dagligt under, at vi kan komme så tæt på et andet menneske, og et andet menneske kommer helt ind under huden på os. Livet er meget mere end fysik og krop, mere end biologi og kemi, hvor skønt alt det der knytter sig kroppen end er. For den anden bor indeni i mit indre landskab, gør det frugtbart og fuld af glødende liv. Et menneskes indre landskab kan være bølgende smukt mærket af kærlighedens forskellige ansigter.
Små sten og store bjerge
Der er meget mere at sige om, hvorfor storheden bor i det indre, - hvorfor de bedste stunder i livet er, når en anden tør åbne det indre landskab op. Og jeg skriver udtrykkeligt tør. For der er intet menneskeligt landskab, som bare er fladt og kun består af lige veje. Vi bærer rundt på masser af små sten, sine steder også på store bjerge og dybe kløfter i det indvendige landskab. Det er alle vores uopgjortheder. Det er de gange, hvor vi ikke kan nå den anden, der hvor glæden forsvinder og et stejlt bjerg rejser sig hårdt op; - et nederlag, en kæmpe skuffelse, en bedrøvelse, et smerteligt tab. Vort indre landskab er præget af sådanne uafklarede forhold. Vi bærer på erfaringer af at miste noget betydningsfuldt, fordi vi selv tog fejl og gjorde forkert. I Bibelen kaldes den slags for syndere, og én har engang skildret vores synder, som gæster der ikke vil forlade et menneske. Der kan sidde noget derinde, det ikke er til at komme af med. Det vi har forbrudt mod hinanden bliver ved med at gnave, og det indre landskab kan blive til en lille næsten ufremkommelig sti. Så kan det være svært at leve med sit indre, at færdes frit i det indvendige landskab og turde åbne det op for andre.
Æselrytteren og landskabet
Vor Herre ved godt, at et mennesker er større indeni end udenpå. 1. søndag i advent hører vi, at han kommer ridende gennem et landskab. På et æsel rider han sagte fremad undervejs til Jerusalem. Han har ikke travlt, er ikke fraværende og uopmærksom. Stille rider han gennem menneskelivets landskab. Han skal rundt på hver en sti og vej: Hvordan har du, menneske; - hvordan synes du det er at leve, - vis mig dit indre landskab, vis mig dit liv som det er. Hvordan er det fat med kærligheden? Hvor er de bølgende og frugtbare marker hos dig? Kan du mærke det mirakuløse ved at leve og være menneske? Ser du stadigvæk, at det er en kæmpe gave at få lov til at vågne om morgenen, at have sansernes brug, naturen og andre mennesker, - ja, kender du taknemlighedens og glædens veje? Skjul intet for mig, for jeg rider ad enhver vej, også smertens og nederlagets veje. Lad mig også komme ad dine snoede stier, der hvor dit landskab bliver uvejsomt, hvor det er op ad bakke og du skjuler dine bjerge og kløfter. Det er min gerning sagtmodigt at ride rundt i dit indre, sætte bevægelse og liv, hvor alt er øde.
Når vi 1. søndag i advent tager fat på et nyt kirkeår, kan vi se frem til at leve på en stærk række af bibelske fortællinger om, hvordan Gud som en æselrytter langsomt tager rundt overalt i det menneskelige. Han vil rundt i vores indre landskab, fordi han ved, at et menneske er meget større indeni end udenpå. Søndag efter søndag besøger han os. Og han holder sig ikke på afstand, men vælger i julen at blive kød og blod ligesom os. Det sker, fordi Gud vil stå et centralt sted i det menneskelige landskab, lade sit ord og nærvær lyse op overalt i vort indre.
Gl. Ryes landskab
Gl. Rye er velsignet med et pragtfuldt ydre landskab. Det er en stor glæde at færdes blandt de bølgende marker, frodige skove og søer. Omgivelserne er smukke, og der er mange gode hænder, som tager fat om det ydre. Men hvem sørger egentlig for at komme rundt overalt i Gl. Ryes indre landskab, i hver vort indre landskab?
1. søndag i advent hører vi, det er æselrytterens job. Advent betyder komme: At forløsende ord kommer til os, så vi kan være til i vort indre landskab og hver ny dag turde åbne det op for hinanden. Det indre landskab er kirkens sag, søndag efter søndag.
Godt nyt kirkeår.
Henrik L.und