Gl. Rye Sogn
Sct. Sørens Kirke

Pap og ensidighed

Julen er af pap

Der var en præst, som juleaften ville tale særligt til alle børnene i kirken. Derfor lavede han en julekrybbe og satte denop i kirken ligesom vi har gjort. Her kunne man se hele julens begivenhed sat op i børnehøjde: Hyrderne, stalden, de vise mænd, får og lam sammen med andre dyr i stalden, Betlehemsstjernen, Josef og Maria - og i midten det lille Jesusbarn i krybben. Og præsten talte nu til børnene: Kan I få øje på hyrderne, børn? Se, hvor rolige og betaget de er af den mærkelige nat. Læg lige mærke til de små lam, der har hovedet på skrå. De løber ikke omkring og leger med hinanden i kådhed, som de ellers plejer at gøre. Tværtimod står de helt stille slået til ro af en dyb beundring. Og kig også på de tre vise mænd fra Østerland. De knæler og tilbeder det lille Jesusbarn. Og har I fået øje på Maria og Josef, - bemærk deres ærbødighed og værdighed, deres glæde og taknemlighed, - se på de to mennesker, der lige er blevet mor og far. Deres omsorg og ømhed for det lille barn fylder hele scenen. Jeg håber, at I kan fornemme hvilken himmelsk fred, som råder over alle i stalden julenat? Og hvorfor børn, - hvorfor tror I, at det er sådan, spurgte præsten og så forventningsfuld ud på alle børnene? Hvorfor den særlige fred og glæde, hvorfor er alting så fortryllet julenat?
En dreng der sad på første række rakte hånden op og svarede: "Det er fordi, det hele er lavet af pap!"

Jesus som papsøn?

Drengen stiller et vigtigt spørgsmål til os alle denne aften. Findes julenats fred og glæde kun, når vi laver os en virkelighed af pap? Er Jesusbarnet en papsøn, som Shubidua foreslår i deres julesang, hvor Jesus bliver født på 2. sal i Magasin du Nord, og smiler, hvis man trykker på en fodpedal? Når man tænker på alt det pap og papir, vi fylder i sorte sække efter juleaftens gaveorgie, er vores Messias måske mest en papbegivenhed, og så må vi give drengen i kirken ret: Julen fortryller os, fordi den er lavet af pap. Når jeg ser ind i julekrybben og hører juleevangeliet, ser jeg heller ikke en papbegivenhed. Det er ligeså levende, som vi er. Et barn bliver til, og barnet er Gud. Helt ubeskyttet kommer Gud til verden, sårbar og skrøbelig, uden prestige og uden himmelske legioner af engle og trompetfanfarer. Det er ikke i storhed, Gud kommer. Han bliver ikke født på et slot i verdens mægtigste by - Rom, London, Paris, New York eller som en Disney- figur i Hollywood. Vi ser ham første gang i en lille stald langt ude på landet, en beskeden flække. Der er en fantastisk enkelhed over fødslen. Den enkelhed bliver ved med at følge barnet gennem dets opvækst og videre liv. Jesus bliver født blottet for prestige, og sådan fortsætter hans liv. Det er ikke drømmen om storhed, der driver ham. Og mange vil sikkert også indvende, at der aldrig bliver det store sus over manden fra Betlehemsstalden. Han afstår fra at få succes, at glimte i anerkendelsens lys. Faktisk bliver han bare mindre og mindre, indtil han i påsken gøres til ingenting og dør på korset. Og man kan spørge, hvorfor vi mødes juleaften for at fejre denne mærkelige mand. Hvorfor kan verden ikke glemme ham?

Et endimensionelt menneske

Det gribende ved Jesus er kærlighedens ensidighed. Han lever og opfatter kærligheden, som det eneste der har betydning, og så må alt andet komme i anden række, eller det må få betydning og indhold alene efter, om det står under kærlighedens vinger. Det er ensidigheden, der gør, at Jesus af sine omgivelser bliver regnet for gal og af myndighederne til sidst dømt til døden. Men det er også hans ensidighed, der gør, at han lever. Hans liv, ord, og alt hvad der udgår fra ham, har stadig magt over mennesker, - en sådan magt, at mange millioner over hele verden bekender sig til ham som livets centrum. Vi kan ikke glemme hans ensidighed. Den hollandske maler van Gogh har engang sagt, at det dragende ved Jesus er, at han elsker menneskene og verden mere end det er fornuftigt.

Mere end rimeligt

Et endimensionelt menneske som elsker mere end det er fornuftigt. Det er stadigvæk for vildt for os. Også vi korsfæster hver dag Guds ideal for tilværelsen, selvom vi i 2000 år har kendt budskabet. Vi vil hellere være fornuftige end elske. Selv kærligheden til konen holder vi helst indenfor rimelighedens grænser, - og det er der da også vældige gode grunde ind under jul med de flagrende og løstsiddende dankort. De nærmeste elsker vi mest, så det er ret og rimeligt, så det er noget for noget. Vi kan ikke lade være, for sådan har vi skruet tilværelsen sammen. Kærlighedens ensidighed er for meget for os. Alligevel ved vi godt, at det er det største et menneske kan: Elske mere end det er rimeligt. Præcis det er julens budskab. Gud elsker os mere end det er fornuftigt. Han kommer til jorden i stedet for at blive i sin himmel. Her har vi Gud, et nyfødt lille menneske, som kun lever for at holde af. Se hvordan han vokser op, omgås andre, hvad han siger og gør. For det er sådan, Gud elsker hver eneste af os. I det lys håber han, at vi vil leve med hinanden, ikke bare indenfor hjemmets fire vægge, blandt familien og vennerne, men også med den fremmede og de ukendte. Og kærlighedens ensidighed rækker videre ud mod os. I påsken vælger Gud at lade kærligheden blive knust, at lide og dø, fordi han godt ved, at livet kan gå i stykker for os. Vores kærlighed knuses, og det ikke er et spørgsmål om, at det sker, men hvornår kærligheden knuses, hvornår vi mister og taber. Og det vildeste i kristendommen er det, som nu sker med kærligheden: Den knuste kærlighed bliver i påsken sejrende. Det kan godt være, at Jesus mister alt, venner, anseelse og fremtid, men han mister aldrig sin kærlighed: "Fader tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør", siger han på korset. Far, se, de er så fornuftige, at de helt har mistet den kritiske sans. De er blevet bange for at elske, de tør ikke slippe kærligheden løs. Giv dem alle del i min ensidighed: Lad dem elske mere end det er ret og rimeligt.

Det mange-dimensionelle menneske: Vær ensidig

Tiden kræver af os, at vi skal multi-taske, holde mange bolde i luften på én gang, at vi skal kunne leve hurtigt, mobilt, effektivt, kontrolleret, være omstillingsparate, innovative og have globalt udsyn; - at vi skal være et mange-dimensionelt menneske. Juleaften siger Gud noget helt andet: Vær ensidig, gå ud i livet og mød alle med min søns ensidighed. Vær ensidig i kærlighed. Hold dig til stalden i Betlehem.

Glædelig jul

Henrik Lund