Prædiken (24. august 2008)

Højmesse den 24. august 2008 kl. 11

Sct. Sørens Kirke

14. søndag efter Trinitatis

Vi mennesker er altid bundet af noget, lænket. Der er altid noget, som holder os fast og binder os, noget vi prøver at vriste os fri af, noget vi må lære at leve med, for vi kommer ikke af med det.

Vores sind kan slå følge og venskab med de mest mærkelige forhold. Nogle mennesker har hang til melankoli, så grundfarven indeni som oftest bliver blå og lidt tungt i det. Det bliver let november og januar, selv om vi er i juni eller august, for melankolien har sat sig uløseligt fast i sindet, er blevet en del af hele ens væsen. Eller der kan sidde en ubændig angst, som man ikke kan få bugt med. Den er der bare, mærker tiden og rummet med sin særlige tone og stemning. Angsten kan lænke os så meget, at vi må gå lægen for at søge medicinsk lindring. Og så sidder vi der og skal forklare, hvorfor vi så ofte bliver bange, også selv om der tilsyneladende ikke er grund til det. Vi kan bare ikke lade være, for vi er bundet og lænket.

Jeg begravede for nyligt i mit tidligere sogn et pragtfuldt menneske, der hele sit liv var velsignet med mange talenter, havde hele tre lange uddannelser, var dygtig både med hovedet og hænderne, et umådeligt interessant menneske at være sammen, en sprudlende og farverig personlighed. Men noget bandt ham og fulgte selv hans mindste livsudfoldelse. Han led af mindreværdskomplekser, også selv om der ikke var den mindste grund til det. Han havde fine papirer, et godt velanset arbejde, optrådte ofte i medierne, var kendt af mange, havde succes. Og alligevel kæmpede han med en meget lav selvfølelse. Altid var han usikker på at lide nederlag, bange for at være for lille, havde problemer med at være den han var. Vi forstod det ikke, før han en dag fortalte om det, som bandt og lænkede ham, det han ikke kunne komme fri af, og aldrig kom af med, på ingen måde lærte at leve med. Gang på gang slog han sig på sig selv, og fordi hans sind og væsen var fyldt med mindreværd skubbede han mennesker bort fra sig, gode venskaber gled ud, for af og til blev kampen mod lænkerne for hård, og han tabte, måtte betale prisen.

I dagens tekst møder vi en syg, som ligger ved Betesda dam. I 38 år har han ligget lænket til sygdom. Vi hører ikke, hvilken sygdom han lider af, men forstår, at den ætser noget bort. Det, som lænker et menneske, visker altid noget bort i personen, nogen gange også på kroppen. For den syge i teksten betyder sygdommen, at han er udstødt, må leve isoleret fra de andre. Han er blevet et meget ensomt menneske, som folk helst undgår. Han står uden for det almindelige liv, har ingen daglig kontakt med andre. Hverdagens indhold af små velkendte rutiner, indkøb, små-snak, hente og bringe ungerne fra børnehave og skole, det gådefulde samvær med konen, naboerne, vennerne, turen i skoven med hunden, arbejdet osv., - alt det udelukker sygdommen ham fra. Han er afsondret, og ligger bare der i søjlegangene, for der er ikke andre steder, han har lov til at være. Så han venter på at vandet kommer i oprør og måske vil helbrede ham, sætte ham fri, forløse ham.

Teksten i dag stiller os alle et spørgsmål: For bør vi ikke begynde at tale mere åbent om det, som binder os, det som er vores lænke. Måske bør ved kaffen ikke kun tale om fodbold, OL, biler, huse, alle de prestige-givende ting, vores arbejde og alt vi sædvanligvis taler om sammen med en god portion sladder, - måske bør vi spørge hinanden, hvad det er, som binder os, højt og åbent sætte navne på vores lænker i livet.

Den russiske forfatter Dostojevskij levede engang et sted, hvor alle kendte hinandens bånd og lænker. I bogen "Det døde hus" fortæller han om, hvad der sker, når folk kender hinandens lænke. Så bliver tørsten efter barmhjertighed et fællestræk, så bliver mennesker fælles i deres nøgne personlighed, deres væsen, sind og ægte menneskelighed. Så forsvinder facaderne og maskerne, så behøver vi ikke spille roller for hinanden; - en rolle på arbejdet, en over for børnene, en for konen, en i sportsklubben. Mennesker i dag skifter hele tiden mellem forskellige roller og identiteter, siger man, - vi forandrer os, hver gang vi går ind i et nyt rum. Det er helt modsat i Dostojevskijs roman "Det døde hus". Her beretter han om et liv, hvor alle roller og masker er skrællet bort. For Dostojevskij blev af Ruslands zar dømt til tugthusarbejde i Sibirien, og her fik han helt bogstaveligt lænker på fødderne og levede sammen med alle mulig mænd fra alle samfundslag og af alle typer. Der var oprørere mod zaren som han selv, fritænkere, forfattere, smuglere, røvere, voldtægtsforbrydere, lystmordere osv.. Som han selv skriver, så "stank mennesker af synd", men alligevel er det ikke menneskeforagt og livslede, der lyser ud af bogen. Det er derimod tørsten efter barmhjertighed. Her midt mellem alle lænkerne, her hvor enhver kan se bundetheden både i sind, væsen, øjne og selvfølgeligt også synligt på fødderne finder Dostojevskijs Guds tilgivelse, - vel at mærke ikke som en flugt fra alle lænkerne og de bånd, som binder. For Guds tilgivelse er, at Gud accepterer mig, som det menneske er jeg i min bundethed. Barmhjertighed er at møde øjne, som ser på én med uforbeholden taknemlighed og glæde, uanset hvordan det så er fat, uanset hvad man er lænket til og bundet af. Gud er en Gud, som glæder sig over sit menneske på samme måde, som en mor glæder sig over sit barn første gang hun ser det smile. Accept uden at stille betingelser: Du er god nok. Her har vi den barmhjertighed, som kan rejse mennesker op, så lænkerne om fødderne mister deres kraft. Og det er den barmhjertighed, vi skal slippe løs mellem hinanden, så alt det vi er bundet af kan forløses, også selv om det ikke forsvinder.

Den syge ved Betesda dam møder barmhjertighedens øjne og ord. Rejs dig, tag din båre og gå, lyder ordene til ham. Stå op fra det som har slået dig ned og lænket dig til livet i søjlegangene. Helbredelsen ligger i ordene og øjnene. Det er barmhjertighedens ord og øjne, som sætter fri, mere end den fysiske helbredelse. For nogen kommer til ham, nogen vil have med ham at gøre. Vi mennesker er altid ensomme med det som binder os. Vi gemmer fortællingen om vores lænker dybt i vores indre, og ofte ligger vi der ved søjlegangene og venter på, at vandet skal komme i oprør, dvs. at nogen ser vores lænker, tør træde ind og tale med os om det som binder os, det som forhindrer os i at folde livet ud, det som er mellem os og tilværelsen. Vi behøver alle barmhjertighedens ord og øjne. Men desværre har vi professionaliseret og effektiviseret barmhjertighedens ord og øjne. Vi går til lægen, psykologen, psykoterapeuten, healeren eller et andet tilbud, nogle opsøger sågar sandsigersker, stjernetydere, ændre navn hele tiden. I gamle dage gik mennesker i kirken med deres bundethed, og herfra er budskabet stadigvæk det samme. Svaret til vores bundethed hedder barmhjertighedens ord og øjne. Først Guds ord og øjne, som ser mennesket gennem lænkerne. Dernæst vores ord og øjne for hinanden. Stå op fra det som lænker dig og binder dig, fortæl om det, del det med mig, hvad det så end er sygdom, ensomhed, angst, mindreværd, ondskaben i dig, misundelsen, jalousien, din selvoptagethed, - ja hvad som helst der gør livet forvikler sig for dig. Stå op, siger Guds ord og øjne for at vi skal bære vores liv som det er, forløses med hinanden.

Der er en fantastisk sætning i teksten, som vi alle kan gå hjem på og leve på: "Til tider for Herrens engle ned i dammen og bragte vandet i oprør". Der skal bevægelse og oprør til, så mennesker ikke kun ser hinandens bundethed og går rundt med marmorblikke i søljegangene. Det er hele meningen, at vi skal bevæge hinanden, at vi skal lade det indre bringes i oprør, at vi skal turde blive glødende og levende for hinanden på trods af hver vores bundethed. Alligevel skal vi funkle og fascinerer, komme hinanden nær, forløse og sætte fri. Det kan ske gennem barmhjertighedens ord og øjne, eller dåbens ord og øjne, som i dag har sat Amelia og Tilde fri til at leve.
"Til tider for Herrens engel ned i dammen og bragte vandet i oprør". For mennesker kan faktisk sættes fri af deres bundethed. Det sker for den syge ved Betesda dam, og det kan ske for dig og mig.

Amen