Prædiken

Juleaften den 24. december 2008

"…det barn, som sig glæder fromt og kønt,
skal aldrig den glæde miste". (DDS 109, 1)
I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen

Da salmedigteren Ingemann var en lille dreng, hændte der ham noget, som for altid satte julen i hans sind. Den skelsættende episode fandt sted lige bag huset, hvor Ingemann voksede op. Her lå en brønd, som bryggerspigen (datidens unge pige i huset) hver dag hentede vand fra. Hun var en stor og vidunderlig pige med mange kræfter; - sådan en pige, som enhver dreng har morderlig lyst til at gå ombord i, - frodig og skøn med kernesunde sygeplejerske-kinder. En dag holdt bryggerpigen en sæk frem for den lille Ingemann. "Kom her, dreng, lokkede hun, som kun piger og kvinder kan; - "kom her dreng, - hvis du tør hoppe i den her sæk, vil jeg svinge dig over den dybe og herlige brønd. Du vil se et tryllespejl med sol, måne og stjerner; - måske vil du også se selveste brøndkongen, som bor i et prægtigt vandslot. Men det kan kun ske, hvis du hopper i sækken og bliver svinget hen over brønden, - tør du B.S., som Ingemann også hedder" (ikke Bubbers B.S., ca. 150 år før). Selvfølgeligt satte bryggerspigens lokkende tilbud gang i Ingemanns drenge-fantasi og nysgerrighed. Tænk at blive båret af hende, vinde hendes gunst og mærke hendes varme, og så samtidigt se ind i jordens indre, skimte brøndkongens mægtige vandslot. Resolut krøb lille Ingemann naturligvis i sækken, sådan som vi mænd plejer at gøre det, når vi lokkes. Og bryggerspigen begyndte at svinge ham hen over brøndens mørke vand. Nu skete der imidlertid noget, Ingemann ikke havde ventet. Han så hverken jordens indre, tryllespejlet, brøndkongens prægtige vandslot, og pigens varme glemte han også alt om. For Ingemann mærkede, hvordan han frit svævede over afgrunden. Han mærkede, hvordan bryggerspigen havde svært ved at holde fast på ham. Hun kunne vist ikke holde ham, hun var lige ved at tabe ham, - ja, snart ville afgrunden suge ham til sig. Det var forbistret mørkt i sækken, og ud kunne han ikke komme. Han blev bange, rædselsslagen. For første gang opdagede han angsten, - angsten for intetheden; - at der findes noget, som mennesker ikke kan kontrollere, - at en afgrund kan åbne sig for at fortære én, - at man kan blive trukket ned uden man har gjort noget som helst forkert, - at et menneske kan miste balancen og falde ud i mørket, at vi kan blive tabt uden chance for redning. Brønden og dybet under ham, forandrede hans liv for altid. Han var rystet, som vi mennesker bliver det, når vi opdager, at livet hverken er retfærdigt eller uretfærdigt, at tilværelsen er skrøbelig, - at døden og skatten er de eneste realiteter vi kan være helt sikre på, - resten er der kun en overgang. Fra dén dag vidste Ingemann, at han havde brug for noget, der kunne holde ham på plads. Der måtte være noget til at holde ham oppe over brøndens hul.

"Det barn, som sig glæder fromt og kønt,
skal aldrig den glæde miste" (DDS 109, v. 1)

Sådan digter Ingemann i salmen "Julen har bragt velsignet bud". Salmens baggrund er suget fra afgrunden, det skrøbelige svæv over dybet i jordens indre. Julen er ikke en banal og triviel historie for Ingemann. Den handler ikke om noget, der er sket engang, og som vist ikke rigtigt betyder så meget mere, - en lille hygge-historie, fridage, powershopping, god mad, ris a la mande og konfekt i kræmmerhusene på juletræet. Nej, juleaften står selve livet på spil. Fortællingen om Jesus-barnet i Betlehem, der kommer til verden i en beskeden stald blandt dyr og møj, er glædens og livsmiraklets fortælling. Her er det, som kan bære et menneske over brøndens hul, holde os på plads, så vi ikke går til i frit fald. Eller igen med Ingemanns ord i julesalmen "Glade jul":

"Salig fred, himmelsk fred
toner julenat herned!
Engle bringer til store og små
bud om ham som i krybben lå;
fryd dig, hver sjæl, han har frelst!" (DDS 110, 4)

Fryd dig, hver sjæl, han har frelst, - frelst fra brønden og det dernede. Det er Ingemanns sjæl, og det er vores sjæle. Julenat handler om glæden over tilværelsens dyb; - om at sætte sjælen fri fra det åg, som tynger. Fryd dig, hver sjæl, han har frelst. Det er sagen, sjælens forløsning.

"Der er sgu da ingen, som vil frelses i dag", sagde en nær ven til mig i sidste uge, da jeg fortalte ham om Ingemann og julens enkle glæde. "Folk tænker kun på sig selv. De vil have hus, bil, penge og ekstremt forbrug, børn uden bøvl, underholdning, sex og rengøringsartikler. Der er ingen, som for alvor går op i det med sjælen. Det klarer vi på en wellness-weekend, på sommerferien, i Matas lørdag formiddag eller hos lægen". Sjælen kan få cremer, duftevand, bedøves i popmusik, piller og god vin. Sjælen har vi lært at tackle. Ingemann go home.

Min ven, som er en hårdfør hedning af den militante slags, har dømt julen ude af sit liv. Han har uden at blinke taget mediernes fremstilling af religion som et onde til sig. Religionens tale til sjælen splitter mennesker, lande og kulturer ad, har han lært gennem de seneste år. Religion er dem mod os, muslimer mod kristne, det er civilisationskamp, brændende bål, konflikter og fanatisme. Og når der i samtlige medier igen og igen ensidigt fortælles om religion som et samfundsmæssigt og globalt problem, - når vi til bevidstløshed fordres med den samme synsvinkel som driver af frygt, er det lige før, man må give min ven fra Århus ret. Vi skal lade være med at tro på andet end os selv, og vi skal slet ikke gå op i, hvordan sjælen har det. Det er langt det mest fornuftige, det mest rentable. Ud med Ingemann og "Glade jul", ud med leg og dans om træet, væk med den aften på året, hvor vi kigger ind i hinandens sjæle.

I Østeuropa, Rusland og Kina bliver der millioner af nye kristne hvert år. Deres sjæle har brug for at tro, behøver drømme og håb. De har prøvet at leve uden religion til sjælen, og nu strømmer de ind i kirken igen, millioner af mennesker. For de ved, at bolig, bil, forbrug, underholdning, sex og rengøringsartikler ikke er nok, når mennesker skal mødes og forenes i fællesskab. Der må værdier og en sund mentalitet til, ellers bliver mennesker selviske, grådige og hensynsløse. Uden en sund mentalitet afviser vi hinanden, så lukker vi aggressivt døren, når nogen beder om hjælp, præcis ligesom folk afviser Jesus julenat. Også i Afrika får kristendommen folk til at håbe, drømme og tro. Træder man ind i afrikansk kirke til gudstjeneste, slår engagement og glødende funklende øjne én om kuld. Sjælen over afgrunden vil forløses og skal befries. Her er selve livet på spil, ligesom hos Ingeman der frygtsomt svæver over brøndens dyb. Her er frelse ikke et overflødigt ord, som det ifølge min ven åbenbart er i Århus. Og går vi til det mest multireligiøse kontinent i verden, det amerikanske, leder mange forskellige tros-former og religionsmåder folk til tolerance for andet end ens egen livsmåde. I "Guds eget land", hvor der på hvert eneste pengeseddel står "in God we trust", har ingen monopol på sandheden, og man taler påtrængende åbent om tro, sjæl og frelse. Religion kan altså også forene mennesker, så de på tværs af al det som skiller, kan drømme, håbe, tro, få nye ideer, fyldes med mod på livet med hinanden, have blik for andet og mere end bare at nøjes med sig selv og sit eget. Det lille barn i Betlehem bevæger faktisk sjæle over hele verden, mennesker af alle slags, sprog, lande, kulturer, folk og hjem. Kristendom er først og sidst en kæmpe frigørende kraft af global karakter, som vil have os til at løfte blikket og se hinanden, - som ønsker at skal tale sammen, drømme sammen, håbe sammen, tro sammen. Derfor bliver Gud et menneske julenat. For at vi sammen skal bekæmpe frygten og blive mennesker, som tør og vil leve med hinanden på tværs af alt det som skiller.

Når jeg denne særlige aften fortæller om den lille Ingemanns opdagelse af frygten og angsten, som han svæver der over brøndens dyb, er det fordi, vi fylder vores sjæle med frygt disse år. Vi bliver mere og mere, som de mennesker der lukker døren for Josef, Maria og det lille Jesusbarn. Vi bliver mennesker, som afviser. Hvad er der blevet af vores drømme og håb? Hvorfor tør vi ikke slippe troen fri, tænke stort om livet? Det er jo hele julens mening og betydning. Gud kommer til verden i en lille bitte flække langt ude på landet, ikke på en fødestue, men i en stald, der lugter af møg. Gud bliver afvist af alle, men selv afviser han ingen. Hos Gud er der plads til enhver. For hele Jesu gerning er at sætte mennesker fri til at drømme, håbe og tro. Dét er livets egentlige under og et mirakel for enhver sjæl. Frygten skal aldrig lamme os. Vi er mere end bolig, bil, penge, underholdning, sex og rengøringsartikler. Vi er sjælens drømme, håb og tro. Derfor haster det altid med at tro, viser Jesus os gang på gang, når han møder et nyt menneske. Her haster det med at tro, siger han, når han møder en stivnet og frygtsom sjæl.

Juleaften er for mig den modigste og største aften hele året. For her samles mennesker over hele verden for at drømme, håbe og tro, - at tænke stort om livet. Med finanskrisen og klimaændringerne som nutidig udfordring kommer julen, som en helt nødvendig kreativ magt. Vi hænger ligesom Ingemann over brønden, svæver i tvivl om det mon holder. Kan bryggerspigen holde os, hvordan skal det gå med økonomien og klimaet?

Fødslen i Betlehem julenat. Det er ikke en harmløs og ligegyldig sag. For Ingemann er det glædens ansigt, som kommer til jorden. At Gud bliver født som en af os, det betyder, at der sættes en anden grundtone i livet end brøndens afgrund og det dernede. Der er en bro over dybet. Og broen er en fødsel, - en fødsel af drømme, håb og tro. Det er den slags, som får mennesker videre, sætter os fri til at få ideer, være kreative og nå hinanden på tværs af alt.
Slip troen løs. For alt er muligt, for den som tror. Gør som Ingemann: "Fryd dig hver sjæl han har frelst".

Amen og glædelig jul.